Podcasts & podcasting vol. 42 – Giganternes kamp er for alvor i gang
Podcasts & podcasting vol. 42 – Giganternes kamp er for alvor i gang
Som læser af Podcasts & podcasting antager jeg, at du har en vis interesse for podcastområdet. Derfor er det sikkert heller ikke gået din næse forbi, at Google i sidste uge lancerede deres egen podcast-app til Android. Og hvis du skulle have misset det, så er det også helt OK – så får du nyheden lige her!
Det var i tirsdags at Google frigav app’en med det lidt ukreative, men ganske retvisende, navn “Google Podcasts”. Tilbage i vol. 38 af Podcasts & podcasting skrev jeg om hvordan Google var begyndt at integrere podcasts direkte i søgeresultaterne i deres Google-app på Android. Denne integration gjorde det oplagt at antage, at der var en dedikeret app på vej. Og det er altså nu, ganske rigtigt, sket.
Og selvom det er en uges tid siden, så har jeg stadig valgt at hellige denne udgave af Podcasts & podcasting Googles nye app. Det bliver både en form for mini-anmeldelse og et kig på nogle af de perspektiver, som app’en giver for podcastmarkedet.
Som sagt har jeg allerede været inde på Googles indtog på markedet for podcastlytning i vol. 38. Jeg vil forsøge at lade være med at gentage mig selv alt for meget, men for at denne udgave skal være så sammenhængende i sig selv som muligt, kommer jeg helt sikkert til at gentage visse pointer.
Inden jeg dykker ned i perspektiverne – og dem er der nogle ret interessant af – vil jeg tage et ganske kort konkret blik på den nye app. Det bliver ikke en dybdegående anmeldelse, men snarere mit førstehåndsindtryk. Et “first look”, som det vel hedder.
Helt lavpraktisk er det utroligt kærkomment, at Google nu lancerer deres egen podcast-app til Android. Ikke mindst hvis den bliver indbygget i Android, som en standard-app på linje med Googles andre apps, som fx Maps og Play Music. Jeg og andre har sagt det mange før, men jeg siger det lige igen: Det at Apple i 2012 valgte at inkludere deres Podcasts-app som en indbygget del af iOS har uden tvivl haft en enorm betydning for podcastmediets udbredelse og stigende popularitet.
Det har til gengæld også betydet, at podcastmediet i en årrække har lidt under at være nært associeret med Apples platforme. Som uerfaren Android-bruger har det ikke været ganske oplagt, hvordan man nemmest bar sig ad med at lytte til podcasts. Med en dedikeret (og på sigt indbygget) app fra Google, er “resten” af smartphone-markedet meget mere på samme side som iPhone-folket.
Ikonerne for hhv. Google Podcasts og Apple Podcasts
Der er selvfølgelig ikke bare fryd og gammen, at to dominerende spillere maser podcast-apps ned i halsen på brugerne. Der findes virkeligt mange gode tredjeparts-podcastapps derude. Jeg har flere gange givet udtryk for, hvordan jeg ikke er fan af brugeroplevelsen i Apples app og jeg vil anbefale enhver podcastfan på iOS at finde en anden app. Men på den anden side er det utroligt vigtigt for udbredelsen af kendskabet til podcasting, at det er så nemt tilgængeligt som muligt.
For at gøre det hele lidt bagvendt vil jeg allerede komme med min “konklusion” om Google Podcasts nu og derefter uddybe nogle pointer. Alt i alt, synes jeg ikke at denne første udgave af app’en kan hamle op med de mange podcast-apps, som findes på markedet. Så som med Apples Podcasts-app vil jeg anbefale Android-brugere at finde en tredjeparts-app i stedet for at bruge Googles egen. I hvert fald indtil videre. Der er flere årsager til at jeg siger det og jeg vil gå i detaljer med nogle herunder.
Vigtigst af alt er kataloget ikke helt overbevisende. Det er simpelthen ikke muligt, at finde alle de podcasts man kan finde på Apple Podcasts og tredjeparts-apps der “snylter” på Apples katalog. Jeg har foretaget nogle stikprøver ud fra de podcasts jeg abonnerer på i Pocket Casts. Blandt de engelsksprogede er de rigtig godt med, men når det kommer til dansk indhold er der huller. Og det er bare irriterende som bruger.
Det er bestemt ikke et udpræget problem. Der er utroligt meget dansk indhold at finde i Google Podcasts. Også små udgivere var godt repræsenteret – men der var mangler. Og der skal jo ikke andet end en enkelt mangel til, før jeg fluks er tilbage, hvor jeg ved at jeg kan finde ALT. Det er en skam at have sådan et problem, når man vil ind på et marked, som er domineret af én spiller, som podcastmarkedet i høj grad er i dag i form af Apple.
Googles tilgang til opbygning af kataloget er en smule anderledes end de andre. Modsat Apple, hvor man som producent selv tilføjer sit feed (som så på magisk vis også bliver tilføjet en masse andre apps, som fx Pocket Casts og Overcast), så har Google valgt at automatisere hele processen. Podcasts bliver simpelthen føjet til kataloget, når Googlebot kommer forbi en side på internettet og opsnapper en reference til en podcast. Det er en tilgang, som giver supergod mening, når man tænker på at en af Googles kernekompetencer jo er at indeksere nærmest al information på internettet. Men det er ikke en løsning der virker perfekt endnu.
Derfor ligger en del af problemet garanteret hos podcastproducenterne. Google stiller nogle krav til formatering af både RSS-feeds og tilhørende websites, for at indekseringen kan fungere. Afhængigt af hvordan ens podcastsetup præcist er skruet sammen, er der nok nogle producenter, som kan rende ind i problemer her. Selv hos Radio24syv har vi været nødt til at foretage visse justeringer, før vores podcasts dukkede op hos Google. Så det er givetvis en del af forklaringen. Men der ligger en udfordring hos Google til at få forklaret, hvad der skal til før man dukker op i deres katalog.
En anden ærgerlig ting ved Google Podcasts er manglen på en kø- eller playliste-funktion. Det er en funktion jeg bruger utroligt meget i min podcastlytning, så det ikke er nødvendigt for mig at skulle interagere med min telefon når en episode er slut. Det kan måske siges at være lidt en “power user feature”, men det er pokkers praktisk – og man behøver jo altså ikke være mere power user end at man gerne vil undgå aktivt at skulle skifte til en ny episode, hvis man lytter på cykelturen eller lignende.
Men der er bestemt også gode ting at nævne om funktionaliteten i Google Podcasts. Eksempelvis giver app’en lytteren mulighed for at justere afspilningshastigheden – det er noget folk der kender mig og faste læsere af Podcasts & podcasting ved jeg vægter meget højt! Interessant nok at denne funktion har fundet vej til app’en. Jeg vil egentlig mene, at det er noget mere en “power user feature” end en kø-funktion…
Fra den lidt mere lavpraktiske afspilningsoplevelse i Google Podcasts vil jeg nu bevæge mig over til at se på de lidt bredere perspektiver i at en stor spiller som Google bevæger sig ind på markedet for podcast-apps.
Der er flere ting i Googles indtræden på podcastscenen, som er rigtig interessante. Googles automatiserede tilgang til berigelse af podcastkataloget går hånd i hånd med deres enorme ekspertise indenfor indeksering og håndtering af digitalt indhold. Der er nogle ret interessante perspektiver i Googles søgeekspertiser krydset med deres enorme viden om brugerne (lad os ikke tage Big Data-diskussionen her…). Det bliver rigtig interessant at følge med i hvilken indvirkning dette kan få på måden vi finder og opdager nye podcasts på. For som vi alle ved, “discovery is broken”, så det er et sted hvor der er et stort potentiale!
Her er det interessant at komme ind på Google Assistant. Udover at være stemmeassistenten på Android-telefoner inkluderer Assistant de forskellige Google Home-produkter, som på nuværende tidspunkt hovedsageligt dækker over “smarte” højtalere, hvis primære input og output er tale. Egentlig er Assistant et lidt fluffy paraplynavn, som dækker over de fleste måder at interagere med Google på. Derfor er dette også en interessant komponent i forhold til opdagelse og præsentation af podcasts. Det betyder at podcasts umiddelbart er integreret utroligt bredt på tværs Googles tjenester. Allerede nu har vi set, som jeg også beskrev i vol. 38, hvordan podcasts er integreret direkte i Google-søgninger og nu har vi så den selvstændige Android-app.
Et udvalg af produkterne fra Google Home
Og dermed er podcasts naturligvis også tilgængelige på de føromtalte Google Home-enheder. I vol. 38 var jeg også kort inde på de spændende perspektiver der er i at der på denne måde opstår nogle helt andre måder at interagere med podcasts på. Her bliver det også ekstra interessant at se, hvordan Google fremadrettet udvikler disse produkter. Vil det fortsat kun være tale, der bliver det primære input? Der er mange muligheder for enheder, som kan integreres i hjemmet. Og i bilen ikke mindst. Integrationen mellem Google Assistant og Android Auto, synes jeg er rigtig interessant. Ikke mindst når det kommer til podcasts, som jo er en medieform, som er oplagt at forbruge under transport.
Det bliver spændende at se, hvad Google Assistant byder på. Den officielle lancering i Danmark er forventet denne sommer, efter det blev officielt meldt ud tidligere i år.
Og så er dette jo ikke en reklame for Google. Derfor er det også værd lige at bemærke, at Google jo langt fra er ene spiller på markedet for digitale assistenter (for at kalde dem et eller andet fælles overordnet). Både Apple og især Amazon eksperimenterer med især stemmestyrede assistenter. Ingen af dem er dog officielt på det danske marked endnu.
Derudover bliver det også interessant at se, hvilken betydning en mastodont som Google evt. kan få i forhold til finansieringsspørgsmålet. Google har både masser af penge de selv kan investere i tiltag inden for podcasting, men de har også enorm erfaring med reklamer og her kunne der også være nogle interessante perspektiver. Og så skal man jo heller glemme, at Google ligger inde med betalingsoplysninger på masser af brugere, så man kunne måske også forestille sig dem lave en form for donationsmulighed. Apple må dog også siges, at have betalingsoplysninger på mange brugere, så lige præcis det er ikke noget, som er unikt for Google.
Google Podcasts er endnu ikke en app for hardcore podcastfans. Den viser spændende takter ift. muligheder for at gå på opdagelse via Googles avancerede søgealgoritmer, men funktionaliteten er simpelthen ikke på niveau med konkurrerende apps endnu.
Så på nuværende tidspunkt, vil jeg ikke anbefale Google Podcasts til Android-brugere generelt. Der findes simpelthen så mange bedre apps på markedet. Og på den måde har Google jo præsteret at matche Apples Podcasts-app ret godt.
Men Google har masser muligheder til at komme efter det. Og jeg er sikker på, at vi vil se app’en opdateret over de næste måneder. Og Google har nogle interessante kort i baghånden, som Apple ikke umiddelbart har, i form af søgning og integration med Assistant. Og hvis Google Podcasts bliver en fast integreret del af Android, så er der ingen tvivl om, at den kan være med til at tilgængeliggøre podcasts for Android-brugere på en meget mere effektiv måde end vi har set hidtil.
Og så er det også slut på denne lidt lange udgave af podcasts & podcasting. Vi bevæger os ind i sommerperioden og det kommer nok også til at påvirke nyhedsbrevet her. Jeg har endnu kke lagt sommerplanerne snorlige, men det kan ok ikke udelukkes, at jeg forsøger mig nogle flere genudsendelser og måske endda helt holder fri! 😱
Men indtil videre udkommer vol. 43 i hvert fald tirsdag den 10. juli.
/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri