Podcasts & podcasting vol. 41 – Passér gaden (G)
Podcasts & podcasting vol. 41 – Passér gaden (G)
Jeg er relativt nyligt hjemvendt fra en skøn ferie i Barcelona. Det gav mig noget tiltrængt afslapning men bevirkede også, at jeg ikke rigtig har haft tid(/taget mig tid til) at få skrevet et nyt lækkert nyhedsbrev. 😬🙈
Men det er en kærkommen lejlighed for mig til at afprøve et nyt format til Podcasts & podcasting, som jeg faktisk har overvejet et stykke tid. Format er måske et stort ord for det jeg har overvejet er egentlig bare noget så simpelt som genudsendelser. Men det havde du måske gættet fra emnelinjen…
Jeg er efterhånden ved at have skrevet så mange udgaver af Podcasts & podcasting, at der begynder at være en vis chance for, at nogle af jer der læser med, måske ikke har været dem alle igennem. Især de anbefalinger jeg har skrevet gennem tiden forestiller jeg mig kan være genudsendelsesværdige. Nogle af de andre ting jeg har skrevet har været mere tidsspecifikke, mens mange af de podcasts jeg har anbefalet stadig absolut er højst lytteværdige.
Man kan selvfølgelig mene, at det er lidt for “nemt”- og hvis der er nogle, som synes det, vil jeg naturligvis meget gerne høre det. Men min plan er ikke at det er noget der skal bruges særligt ofte. Men sådan en gang imellem, hvor jeg har ferie eller bare ekstra travlt, så er det et praktisk og relativt nemt kort at have i baghånden. Og forhåbentlig kan det stadig give noget værdi for jer læsere – mere end et manglende nyhedsbrev, forestiller jeg mig i hvert fald. Min ambition er også, at genudsendelserne skal indeholde en eller anden kommentar om hvad der gør, at jeg fortsat finder det relevant og eventuelt lidt om hvad der er sket siden jeg oprindeligt udsendte det.
Så derfor præsenterer jeg hermed den første genudsendelse af Podcasts & podcasting. Nærmere bestemt drejer det sig om vol. 7, fra den 24. januar 2017, som bærer titlen “Passér gaden”
Det er en anbefaling af radioprogrammet og podcasten Politiradio fra Radio24syv. Og ja, som jeg også nævner senere, så arbejder jeg hos Radio24syv. Jeg mener ikke det påvirker min dømmekraft her, men så er det sagt. :)
Som en lille “siden sidst”-note er det her inden den deciderede genudsendelse værd lige at nævne, at Roland Møller, som jeg nævner undervejs, ikke længere er medvært. Nedim Yasar er i stedet den eneste faste medvært med en kriminel baggrund. Men det har bestemt ikke sænket kvaliteten.
Men inden jeg kommer med yderligere kommentarer kommer her vol. 7, “Passér gaden”:
Jeg lytter ikke til forfærdeligt mange nyheds- og aktualitetsbaserede podcasts. Ikke uden for teknologiområdet i hvert fald. Men en af de podcasts, som jeg altid sikrer mig at få hørt kort efter udgivelse hver uge er Radio24syvs Politiradio. Det er et ugentligt kriminalmagasin, som både behandler aktuelle sager fra ugen der er gået – det være sig både nye sager og tidligere sager, som der har været en form udvikling i, fx domfældelse eller markant udvikling i efterforskningen – men også ofte går mere i dybden med emner og sager, som strækker sig over længere tid – fx har både sagen mod de fire mænd, som var tiltalt for at medvirke til Omar El-Husseins terrorangreb i København og sagen om politiets behandling af demonstranter i forbindelse med den kinesiske præsidents besøg i København været behandlet i faste segmenter.
Mange mennesker har en fascination af blå blink og kriminalitet og jeg skal da heller ikke selv sige mig fri for, at kigge mig en ekstra gang over skulderen når jeg hører sirener. Derfor er kriminalstof også noget der er vældig populært blandt nyhedsmedier. Men hvor visse andre medier kan have en tilbøjelighed til at blive meget sensationsprægede og til tider endda morbide synes jeg, at Politiradio formår at levere en meget lødig dækning uge efter uge. Det hele foregår på en seriøs og fængende måde, uden at det bliver vulgært og tabloidt. Dette skyldes ikke mindst sammensætningen af værter. Det er nogle ret forskellige mennesker, som er bag roret på Politiradio, men de supplerer hinanden rigtig godt.
Programmets hovedvært er Marie Louise Toksvig. Hun er en rutineret kriminalreporter, som har beskæftiget sig med kriminalstof i en årrække på forskellige medier, bl.a. Ekstra-Bladet. Ved sin side har hun de faste medværter Dan Bjerregaard, Roland Møller og Nedim Yasar. Dan Bjerregaard er tidligere betjent i Københavns Politi og har derfor en indgående viden om arbejdsgange, procedurer og metoder inden for politiet. Denne viden betyder, at programmet ofte kan byde på nogle perspektiver, som ikke nødvendigvis var kommet frem, hvis programmet kun havde været beværtet fa klassiske journalister. Det kan fx være detaljer om politiets arbejde, som man ikke nødvendigvis tænker over som almindelig borger, men som kan være med til at give en rigtig god forklaring på, at politiet har handlet som de har gjort i en given situation. Men trods sin fortid er Dan dog heller ikke bleg for at udtrykke sig kritisk over for politiet, hvis han mener at noget ikke er foregået som det burde. Også her kan hans specialviden ofte være med til at sætte sager i et andet lys.
Politiradios anden faste medvært, Roland Møller, har bl.a. en fortid i det kriminelle miljø. Derfor har han, som Dan Bjerregaard, en stor “specialistviden”, som kan være med til, at belyse forskellige sager. Derudover bidrager Roland ofte med interessante anekdoter fra en verden, som de færreste almindelige mennesker færdes i. Og det vel at mærke på en måde, som ikke glorificerer det at være kriminel. Roland Møller er kommet ud af sin kriminalitet og har nu, foruden at være radiovært, godt gang i en karriere som skuespiller. Roland kan til tider være lidt af en løs kanon, men Marie Louise Toksvig har et godt tag på ham og kan for det meste håndtere ham på en måde der skaber en god dynamik. ;)
Sidste faste medvært er Nedim Yasar. Han har, ligesom Roland Møller, en fortid med kriminalitet – nærmere bestemt bandemiljøet i og omkring København. Han er ofte medvært når Roland Møller er “ude at pleje sin internationale filmkarriere”, som Dan og Marie Louise ynder at formulere det. Han kan, på linje med Roland, bidrage med en masse viden om de kriminelle miljøer og deres måder at operere på. Samtidig kan han også bidrage med nogle lidt andre perspektiver end Roland, da det ikke er de helt samme kriminelle miljøer de har færdedes i. Samtidig er han en lidt mindre opfarende type end Roland, hvilket også er med til at tilføre programmet noget andet når han er med.
Find Politiradio her: RSS – Android – iTunes – Website
Retfærdigvis må jeg nok hellere lige nævne, at ja, jeg arbejder på Radio24syv. Og ja, Marie Louise, Roland og Nedim er derfor mine kolleger. Hvis du er af den overbevisning at det påvirker min dømmekraft, i forhold til denne anbefaling, så er det helt i orden. Jeg vil dog sige følgende: Jeg har med vilje valgt, ikke at udelukke Radio24syv-podcasts fra mine anbefalinger, da jeg rent faktisk mener, at vi laver en masse der er rigtig godt. Og når jeg anbefaler noget, så er det fordi jeg rent faktisk selv lytter til. Jeg kan desuden love jer for, at Radio24syv også laver en masse, som ikke falder i min smag! 😉 Men en disclaimer hører naturligvis til i sådan et tilfælde, og det er hermed gjort.
Og således den første genudsendelse i Podcast & podcastings “glorværdige karriere”. Politiradio er stadig en af mine favoritpodcasts. Det er en af dem, som jeg kun yderst sjældent ikke får hørt meget kort efter den udkommer. Der er virkelig tale om en yderst professionel og spændende formidling af kriminalstof. Som sagt har der været en lille omrokering på værtspladserne. Men kvalitet har heldigvis ikke lidt under det. Tværtimod holdes niveauet stadig højt og samspillet værterne imellem er helt i top!
Ja, det var så det. Hvis du har kommentarer til mit forsøg med at genudsende tidligere udgaver af Podcasts & podcasting, så hører jeg naturligvis meget gerne fra dig. Lige Så hvis du har andre former for feedback! Du ved nok hvordan du kan finde mig rundt omkring!
Og så læses vi ellers ved tirsdag den 26. juni!
/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri