Podcasts & podcasting vol. 36 – Kan man vinke med ørerne? 👋👂
Podcast & podcasting vol. 36 – Kan man vinke med ørerne? 👋👂
Jeg kan ligeså godt være ærlig til at starte med. Denne udgave af Podcasts & podcasting bliver en smule #kbhalarm. Så er det sagt.
Denne gang skal det nemlig handle om VINK København. De beskriver sig selv som
“Et ambitiøst kulturfællesskab på over 100 mennesker, som arbejder sammen om at skabe og dele ud af byens mangfoldige og skæve tilbud og historier.”
Og her er det værd at bemærke, at “byen” er København. Som de selv beskriver beskæftiger VINK sig med de mange sider af København. Det gør de til dels gennem et onlinemagasin på deres website, men mere interessant for Podcasts & podcasting også gennem podcasten VINK LYD.
Og det er netop VINK LYD det skal handle om i Podcasts & podcasting vol. 36. VINK LYD består af en skøn blanding af serier over bestemte temaer og enkeltstående episoder, om et givent aspekt af København. Episoderne er ganske forskellige i deres udtryk og stil, men de er altid hyggelige og fængende.
Der er nok ikke nogen tvivl om, at de fleste historier giver mest mening hvis man enten bor i København eller har anden relation til byen. Jeg kan dog sagtens forestille mig, at mange af fortællingerne også kan være interessante, for folk uden nogen særlig relation til byen. For de spænder vidt. Fra den netop igangsatte serie om københavns havnemiljø, hvor du bl.a. kan møde en kaptajn på havnerundfarten, over en enkelt episode om Amager Fælled og vigtigheden af at bevare dens unikke natur, til serien om hvad der sker i de københavnske kældre og anden undergrund – det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige! Desuden er der serier om specifikke bydele, fx Sydhavnen.
Alle episoder og serier udkommer i det samme feed. Så du skal bare finde “VINK LYD” i din podcast-app. Du får naturligvis også direkte links længere nede.
Hvis jeg skal komme med nogle specifikke anbefalinger, fra VINKs betragtelige katalog, så vil jeg bl.a. pege på den nyeste serie om Københavns Havn og de mennesker, som færdes i den. Jeg har allerede nævnte den kort og jeg synes den fortjener en særlig anbefaling. Serien, som i skrivende stund består af to afsnit, giver et ganske særligt indblik i både havnens historie og funktion, gennem nogle af dem, som har allermest med den at gøre til hverdag. Begge episoder er “genudsendelser” og er således ikke produceret lige nu og her, selvom de ligger som nogle af de seneste episoder. Det tager dog intet fra deres kvalitet, at der er tale om “genbrug”. Seriens episoder navngives alle med “Havnetema” som første ord og kan findes på denne måde. De to første afsnit kan ligeledes findes på websitet her: “Francos Gondol” og “Kanalkaptajn”.
Min næste anbefaling er også en episode, som jeg allerede har omtalt, nemlig den om Amager Fælled. Det er unægteligt et politisk ladet emne og jeg vil undlade, at prædike for det ene eller andet her. Men episoden, som taler imod udstykningen i den særlige natur, synes jeg i hvert fald er et lyt værd! Den er udgivet 18. februar i år og hedder “Lille vilde Amager Fælled”.
Min sidste specifikke anbefaling er faktisk også en, jeg allerede har berørt lidt tidligere. Det er nemlig et af afsnittene i serien om de københavnske kældre. Det er en episode fra 1. december 2017, så du skal scrolle lidt tilbage for at finde den. Den hedder “Hemmeligheder i kældermørket” og omhandler et historiefortællearrangement på Vesterbro. Episoden tager lytteren med til “Confessions in the dark” hos BestTellers. BestTellers beskriver sig selv som et fortællehus. Deres koncept “Confessions in the dark” går ud på, at publikum skriver historier på sedler. Historier som ikke tåler dagens lys. Disse historier bliver så læst op af skuespillere mens publikum sidder i mørke.
Jeg synes i sig selv konceptet lyder ganske fascinerende. Jeg havde aldrig hørt om det før jeg hørte VINKs episode derfra, men jeg har fået lyst til selv at tage til sådan en aften!
Og så skal du nok få lov at få links til VINK LYD, så du selv kan begive dig på opdagelse i fortællingerne: web, Android, Apple Podcasts, RSS
I øvrigt
Jeg er begyndt at lytte sporadisk til Vox’ nye daglige podcast “Today, explained”. Det er en daglig podcast, som behandler et semi-aktuelt emne på cirka 20 minutter. Den minder på mange måder om “The Daily” fra The New York Times, som jeg har hørt vældig rost, men som jeg aldrig selv er blevet rigtig fanget af.
Men uanset hvad, så vil jeg ikke her dykke dybere ned i min holdning til de specifikke podcasts – det overlader jeg til et muligt kommende nyhedsbrev. 😉 Grunden til at jeg bringer disse to på banen er, at de er et udtryk for en lidt pudsig hybrid mellem podcast og traditionel broadcast-radio. De udkommer dagligt på et tidspunkt, hvor afsenderen tydeligvis forventer, at folk vil lytte. “The Daily” udkommer om morgenen og “Today, explained” hen ad tidlig aften. Altså lige til folks vej til eller fra arbejde. Det er selvfølgelig helt fucked for so i Europa, som bare får dnm på skæve tidspunkter, som så mange andre podcasts. Men det er ikke desto mindre en interessant tendens, som vi endnu ikke har set så meget af på den danske podcastmarked.
Her er det i øvrigt også relevant for mig, lige at nævne at jeg jo selv har det som en totalt fasttømret del af min dag, at jeg lytter til Daily Tech News Show om morgenen. Så tanken er som sådan ikke ny, men den er blevet mainstream. Anywho, jeg vil stoppe her, selvom det er et emne der kan skrives meget mere om. Men som sagt kan det jo blive et selvstændigt nyhedsbrev.
Radio Information om overvejelser om dækningen af Kim Wall-sagen. Og så vil jeg lige her til sidst berøre et lidt ømtåleligt emne. Nemlig retssagen mod Peter Madsen, som står anklaget for, at have dræbt den svenske journalist Kim Wall ombord på ubåden Nautilus i august 2017. Jeg behøver nok ikke at opridse detaljerne i denne sag, for den er jo voldsomt dækket i den danske presse. Og det er netop det jeg her vil skrive om. For påskeweekendens udgave af Radio Information handlede bl.a. hvorfor og hvordan Dagbladet Information dækker sagen. Helt personligt synes jeg de har en forbilledlig, afdæmpet og respektfuld tilgang til dækningen. Men uanset om man er i den modsat grøft og higer efter liveblogs, så er jeg sikker på, at det vil være interessant at høre journalist Morten Frichs overvejelser om Informations dækning.
Og apropos Radio Information, så anbefalede jeg jo podcasten i vol. 24.
Og SÅ var det også det. Det lover jeg! Nu vil jeg bare sig tak for at du læser med. Og skriv som altid meget gerne til mig med enhver form for feedback! 😃
/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri