Podcasts & podcasting vol. 12 – Er det en føljeton?
Podcasts & podcasting vol. 12 – Er det en føljeton?
For nylig anbefalede Anders Høeg Nissen mig at lytte til en episode af podcasten Upgrade, hvor værterne bl.a. diskuterer Apples rolle i podcastlandskabet. Anledningen til deres snak var den udmelding, som Apples senior vice president of Internet Software and Services, Eddy Cue, kom med i midten af februar om at Apple har planer om nye tiltag i forhold til podcasts i iTunes. Jeg skrev selv om nogle af mine umiddelbare tanker ovenpå denne udmelding i vol. 9 af Podcasts & podcasting, som i sig selv blev lidt en forlængelse af vol. 8.
Denne 12. udgave af nyhedsbrevet bliver en form for fortsættelse heraf, så hvis du ikke har læst vol. 9, kan du med fordel gøre det inden du fortsætter. Det er ikke så langt og jeg skal nok vente på dig imens! En del af de punkter, som de omtaler i Upgrade har jeg faktisk allerede været omkring i vol. 9 og derfor vil jeg ikke dvæle ved dem alle endnu engang.
Men episoden slog mig som en oplagt mulighed for, at skrive lidt mere om et emne, som jeg faktisk har haft stående på min liste over mulige emner et stykke tid. Det er også et emne, om jeg var kort inde på i vol. 9. Nemlig statistik i iTunes.
På grund af den dominerende rolle Apple har i podcastlandskabet, er adgangen til data en oplagt ting at hive frem, når det drejer sig om hvad Apple kan gøre for, at gøre sig mere attraktive over for verdens podcastproducenter. Værterne på Upgrade tror ikke synderligt på, at adgang til statistikker i iTunes skulle være det Apple pønser på at lancere. Deres argument for denne skepsis er, at beskyttelse af privatliv er noget Apple bryster sig særligt af. Og det kan der selvfølgelig være noget om. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Apple af og til gør en del ud af at påpege, at de ikke deler ud af brugerdata på samme måde som fx firmaer som Google og Microsoft. På den anden side kom deres skepsis lidt i karambolage med den viden jeg har om Apples “Featured Provider”-program i iTunes.
Muligheden for at være “Featured Provider” er noget Apple tilbyder større podcastproducenter. Der er ingen (offentlige) faste retningslinjer for hvad der skal til, men grundlæggende handler det om, at man udgiver flere podcasts af høj kvalitet (og ja, sidstnævnte kan siges at være et ret subjektiv vurdering...).
Denne status giver nogle fordele forhold til den menige podcastproducent. Hos Radio24syv skal vi fx ikke vente på en godkendelsesprocess når vi skal have lagt en ny podcast i iTunes. Der er højst lidt ventetid på caching rundt på de forskellige servere. Det er jo i sig selv ganske praktisk, men langt mere væsentligt i forhold til diskussionen om Apples villighed til at dele data, er det faktum, at vi faktisk også har adgang visse data om vores podcasts i iTunes.
Vi har adgang til overordnede download- og streamingtal på tværs af vores podcasts. Vi kan se hvilke af vores podcasts der har fået flest downloads over en given periode og vi kan se hvilke lande brugerne kommer fra. Sidstnævnte har begrænset interesse når man som os kun udgiver dansksproget indhold – jeg afslører i hvert fald ingen hemmeligheder ved at sige, at vi har langt den største andel af trafik fra Danmark. Af mere demografiske data har vi adgang til en oversigt over den aldersmæssige fordeling blandt brugerne af iTunes og Podcasts-app’en, som har interageret med vores podcasts. Disse data stammer kun fra de brugere, som via deres Apple ID har givet tilladelse til, at dele oplysninger. Derudover kan vi se en fordeling af hvilke devises brugerne kommer fra – naturligvis begrænset til dem hvorpå Apples podcastunivers kan tilgås, enten via iTunes eller Podcasts-app’en. Disse data er kun tilgængelige på et overordnet plan. Det er altså ikke muligt, at få fx en aldersfordeling blandt lytterne af en specifik podcast.
Det er altså ikke fordi Apple byder på nogle særligt revolutionerende statistikker for os der er “Featured Providers”. Det er rimelig “almindelige” data, når man ser på hvad man får fra andre kilder. I visse tilfælde er det endda mere begrænset, fx i forhold til muligheden for at zoome ind på data for specifikke podcasts. Men grundet Apples dominerende rolle, er det forståeligt, at det er en efterspurgt feature. Og det faktum at vi har adgang til disse data, siger i hvert fald to ting:
Apple har disse data, men gør dem ikke tilgængelige for alle og enhver
Apple er ikke komplet afvisende overfor at dele data om brugernes adfærd.
Så kan det mon være, at adgang til visse statistikker for et bredere publikum er noget af det som Apple “arbejder på”? Det er ikke til at sige med sikkerhed. Men uanset hvad, er der ingen tvivl om, at det ville give en væsentlig større værdi, hvis Apple kunne tilbyde mere detaljerede data. Mulighed for at se om folk afspiller det de downloader, hvor langt folk hænger på, om de lytter i ét stræk osv. kunne give en stor værdi for mange podcastere, og det kunne ikke mindst være med til at få Apple til at skille sig ud i forhold til mange af de andre datakilder der findes.
Men her kommer vi til gengæld nok ind på et område, hvor værterne på Upgrade kan tænkes at have ret. For hvis Apple skal tilbyde mere detaljerede typer af data er det nødvendigt for dem at give slip på meget mere data om deres brugere – og vil de virkelig det?
I sidste ende er det dog også vigtigt at huske på, at selvom Apple er en stor spiller er de ikke de eneste. Der er mange andre spillere på podcastmarkedet og i den perfekte verden, ville vi have en fælles standard for måling af podcastlytning, som var tilgængelig for alle uanset hvilke tjeneste producenterne vælger at distribuere på og hvilken platform lytterne vælger at lytte på.
Omtalte episode af Upgrade er "#133: You're an Empty Row Person". Du kan abonnere på Upgrade her: Android, iTunes, RSS, Web.
Hvis du af en eller anden grund har mere lyst til at læse (😨) om de pointer der bliver bragt på bane i podcasten, kan du finde en sammenskrivning her.
Det er vist længe siden jeg har sagt sådan rigtig “Tak, for at du læser med!” Det vil jeg hermed gøre. Det betyder virkelig meget for mig, at folk gider det her og bliver ved med at finde det interessant!
Som altid er jeg meget modtagelig for alle former for feedback. Tøv ikke med at skrive mig en mail, et tweet eller en anden form for besked!
Og send endelig nyhedsbrevet videre til en du kender. Eller en du ikke kender. Så længe vedkommende har en interesse for podcasts & podcasting. Ellers kan det nok blive lidt akavet. For os alle tre.
/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri
Don't miss what's next. Subscribe to Podcasts & podcasting: