#47 – 2018-10-29 – Nogle mærkelige huller jeg har indeni

Der er noget ved begrænsninger, der gør kreativiteten nemmere.

Jeg har altid elsket historien om, hvordan Sune Wagner, hæmmet af forventningerne efter hans succes med Psyched Up Janis, besluttede, at hans nye band, The Raveonettes, kun ville optage sange der,

1. … var i Bb-mol,
2. … højst bestod af 3 akkorder,
3. … var kortere end 3 minutter lange.

Således deres debut-EP Whip it On.

Men der var endda flere regler; Sune lejede et studie i en dag (eller en uge? Historierne er blot sagaer i min hukommelse nu), så det var den tid, der var, og sangene var nødt til at blive færdige inden.

(Jeg har ledt internettet tyndt efter et interview, hvor de nævner dogmerne, og fandt kun dette mærkelige et, der også inkluderer not-so-2018-agtige spørgsmål som, Sharin Foo, hvad vil du helst: knalde med en der prutter eller taler med babystemme.

Og, nå ja, dogmefilmene. Samme ting der.)

For godt to måneder siden, bukkede jeg under for det umenneskelige pres, jeg har opbygget på de syv år, der er gået, siden jeg første gang erklærede offentligt at jeg havde et hul indeni, der kun kunne lukkes med en svensk synthesizer, og købte en på Ebay.

Det er anden gang, nogensinde, jeg har købt noget på Ebay. Den første gang var 2 bolo ties i plastik, jeg synes var super indie. Det er nogle mærkelige huller, jeg har indeni.

Min længsel blussede mere og mere op, efter jeg fandt Red Means Recording’s videoer.

Jeg startede min hjemme-studie-karriere i 2005-6-stykker på en gennemtæsket Samsung-laptop, som knapt nok kunne køre Cubase. Når jeg optog, kunne computeren ikke følge med, så optagelsen begyndte efter få sekunder at drifte fra beatet.

Da jeg fik en Mac, gik det noget nemmere. At indspille musik var noget jeg gjorde i det tidsrum, hvor kreativitet er bedst¹: sen aften og nat. Der er noget ved lagkage-optagelser, der tiltaler mig. Jeg har nærmest aldrig skrevet en sang fra ende til anden udenfor computeren. Men når jeg kan gøre det i lag, kommer det nemmere.

Desværre stoppede min hobby nærmest brat, da jeg flyttede sammen med min (nu) hustru i en lille lejlighed på Amager. Det er ikke så solidarisk at sidde oppe til kl. 3 og spille guitar, når nogen ligger ved siden af og sover.

Og således kom jeg aldrig rigtig videre med nogen lagkager i Logic. Bortset fra en enkelt jingle hist og her.

Men når jeg endelig åbner Logic, og hele internettet og Youtube og Free VSTs på Google er lige ved siden af, så er det som om, jeg aldrig rigtig kommer i gang. Jeg drukner, når jeg har alle muligheder på én gang.

På OP-1'en har jeg kun de få ting, jeg har. Og så er det pludselig nemmere at vælge. Dens 4-spors båndoptager har ingen undo, så man må bruge tricks til at komme udenom det. Det er meget nemmere, når man ikke kan alt.

På 10er er jeg alene om arbejdet. Det er ikke en begrænsning, jeg som sådan har opfundet men immervæk realiteten. Det føles selvfølgelig hæmmende, når man kigger på sit roadmap og sine ambitioner og ville ønske, tingene gik hurtigere, men hellere vil spille på sin OP-1, (eller kigge på sin familie eller passe sit job eller tyre sin hat efter alverdens ting i Super Mario Oddyssey). Men det er også en begrænsning, der har gjort, jeg skabt 10er i en facon, der kan lade sig gøre at administrere som ene mand. En facon som er, måske, mere simpel, enkel og ikke mindst en facon, som var begrænset nok i omfang til, at den i dag findes som et rigtigt produkt ude i verden og ikke blot som en halv lagkage, der druknede i alle verdens muligheder.

Det er nemt at føle sig hæmmet af begrænsninger. Hvis du ikke har nok, kan du måske prikke hul på bylden ved at finde på nogle?

🖥 Mikkel