Webinar og rapport: Brintens brutale bagside

I en ny rapport beskriver vi, hvordan danske og europæiske selskaber dræner naturressourcer i fattige lande for at producere brint til europæiske forbrugere og skabe grøn vækst.

Europæernes drøm om at købe sig til grøn handling andre steder i verden har ført til planer om at bygge nogle af verdens største energiparker og energiinfrastruktur i Afrika. Historiske uretfærdigheder gentager sig, og det globale syd står tilbage med de sociale, miljømæssige og landskabsmæssige konsekvenser.
Deltag i vores webinar om eksportorienteret brintpolitik i Afrika tirsdag d. 18. august kl. 17.00 og bliv klogere på problemstillingen.
Grøn brint er en dyr og usikker måde at reducere udledningen af klimagasser. Mindst 70 procent af energien går nemlig tabt, når man producerer brint i Afrika og sender det til Europa. Hvis man bruger energien lokalt, uden at lave den til brint først, er tabet tæt på nul.
Andre tiltag giver billigere, større og sikrere klimagevinster. For eksempel isolering af boliger og forbrug af vedvarende energi dér, hvor den bliver produceret.
På vegne af NOAHs gruppe for klimaretfærdighed og energi,
Jacob